Har du nogensinde set filmen ”Wedding Crashers”? Det er en komedie film tilbage fra 2005 med Owen Wilson og Vince Vaughn. Filmen handler om en gruppe unge mænd der mener at have fundet den perfekte måde at score nogle piger på. De tager med til bryllupper, som de ikke er blevet inviteret til, og forsøger så at tale med alle single pigerne. Logikken er at de har en undskyldning for at være pænt klædt på, de har en undskyldning for at starte samtalerne, og de er til et romantisk arrangement der får alle ungmøerne til at drømme om at finde Den Eneste Ene. Alt i alt en ret forfærdelig præmis, men heldigvis også noget de får gjort en masse sjov ud af i filmen.
Det var nu ikke tanken om let at kunne lave nogle damer der fik mig til at møde op til et bryllup uden en invitation. Det var faktisk bare et væddemål som jeg tabte. Mine venner og jeg er lidt nogle tosser, og vi kan godt lide at vædde om ting. Vi er nemlig alle lige stædige, og vil aldrig erkende at vi tager fejl. Så når vi er et par stykker der føler os 100% sikre på at vi har ret, så ender det med et væddemål. Vi satser aldrig penge, for det synes vi ikke er sjovt. I stedet finder vi på et eller anden ydmygende eller udfordrende som taberen skal gøre. Jeg havde altså tabt et væddemål til en ven, og han havde for nyligt set Wedding Crashers, og tænkte det ville være en fed straf at sende mig afsted til et bryllup uden at være inviteret.
Jeg måtte selv vælge brylluppet. Den eneste regel var, at jeg ikke måtte kende nogen som helst andre der mødte op, og da slet ikke bruden eller brudgommen. Så jeg begyndte at kigge i avisen, for at se hvad der ville komme af bryllupper de næste par måneder. Jeg ledte efter det størst mulige bryllup, så jeg ville have den bedste chance for at kunne gemme mig i mængden.
Det endte faktisk med at være en super fed oplevelse. Jeg fandt et sted der afholdt 2 bryllupper på samme tid, hvilket gav mig backup-løsningen at kunne sige, at jeg hørte til det andet bryllup. Jeg fik en skive af den bedste bryllupskage med blåbær jeg nogensinde har smagt, tog godt for mig i buffeten og dansede endda med bruden! Det kan godt ske at jeg tabte væddemålet, men jeg må sige at jeg følte mig som en vinder bagefter. Det var grænseoverskridende sådan at tage med til et bryllup uden at være inviteret, men det endte heldigvis godt! Jeg ved ikke om det ligefrem kan anbefales, men jeg er i hvert fald glad for, at jeg fik det prøvet.