Fire gode råd til at give dit hjem et råt look

Indendørs

Mangler dit hjem kant, eller er du også bare blevet grebet af det rå beton look, som pryder mange boligmagasiner og indretningsblogs? Du kan give dit hjem det rå look på mange måder, og i mange forskellige variationer. Vi giver dig her nogle fif til, hvordan du kan få det rå look til at smelte sammen med din nuværende indretning, på både den nemme måde og med større gør-det-selv projekter.

 

Giv dit gulv en rå karakter med beton

Et gulv med et betonlook kan give en kæmpe kontrast til resten af dit hjem og kan virkelig give et råt udtryk. Beton er dog desværre meget tungt at arbejde med, og kan være svært at bruge, hvis du bor i lejlighed eller hus med flere planer. I stedet kan du bruge cement eller spartelmasse til at give det rå betonlignende look. Blander du magnesit i massen giver det et fedt spil i gulvets struktur. Det er måske ikke altid ligetil at lægge et helt nyt gulv, men går du all in på det rå look, er dette måske vejen frem.

 

Brug en væg til at give dit rum dybde og kant

En væg i en anden farve end de andre, kan give et fedt look og en dybde til rummet, end hvis du blot holder alle fire vægge hvide. Hvis du går efter det rå look, kan du for eksempel lave en murstensvæg ved brug af tapet med samme mønster eller du kan, ligesom med gulvet, bruge cement eller spartelmasse og lave et betonlignende look. Husk at rengøre væggen først, så du har en ren og jævn overfalde du kan arbejde med og begynd ellers med en spartel og påfør massen. Her kan du også bruge magnesit, så væggen får et spil i strukturen.

 

Møbler af beton af både tidsløst og råt

Er du ikke den store fan af at kaste dig ud i så store projekter som et helt nyt gulv og en væg, kan du i stedet flette betonlooket ind i dine møbler og på den måde skabe kontrast i dit hjem. I stedet for at være medløber på det klassiske træbord, kan du i stedet prøve med et råt betonlignende bord. Brug eventuelt et lammeskindstæppe på spisebordsstolene for at mixe materialer og strukturer.

 

Bryd hjemmet med tilbehør af beton

Hvis du i øjeblikket kører den mere minimalistiske sort/hvide stil, vil tilbehør af beton også passe perfekt ind i din nuværende indretning, og give dit hjem en rå stil. Du kan for eksempel skifte dit nuværende vægur ud med et ur støbt i beton eller skifte dine lamper ud med grå, betonlook lamper. Hvis du mixer beton lamper over et betonspisebord, er du allerede godt på vej et råt, tidsløst look. Har du en mere spraglet indretning, kan tilbehørene bryde mønstret og give kontrast til dit hjem. Pas dog på med at mixe for mange farver og materialer, for at undgå et rodet udtryk.

Kun fantasien sætter grænser og mangler du inspiration, kan du finde idéer på indretningsblogs og i boligmagasiner.